Workshoppen er et aktivt rum
Når man vælger at holde sit møde som en workshop, er det et signal til deltagerne om, at de skal være aktive og deltagende.
I en workshop skal der produceres noget: Det kan være, at I skal udvikle et nyt produkt eller en ny arbejdsgang eller blive klogere på en udfordring, I ikke helt forstår.
En workshop er ikke det samme som et gruppearbejde, som vi husker det fra skolen: Det, som består i at sende deltagerne ud i grupper og flere timer senere vende tilbage og fremlægge, hvad de er nået frem til.
Men arbejde i grupper er som regel en del af en workshop. For der skal forskellige arbejdsformer til, når man på workshoppen først skal tune deltagerne ind på opgaven og få et fælles afsæt, dernæst afdække, hvad de ved, og efterfølgende sætte gruppens kreativitet i spil.
Det kræver en facilitator, som både har workshoppens output for øje og fornemmelse for, hvornår gruppens energi daler, og der er brug for et skud ny energi.