Som du nok ved… Du skal have styr på en del ting, når du faciliterer. Du skal have styr på dagsordenen. Din rolle. Formålet. Osv…
Og når vi taler om dit fundament for facilitering: så skal du sikre, at du har et solidt mandat. Dét mandat er det ‘gulv’, du står på: Det fundament, som giver dig LOV til at lede en proces. Mandatet er det som giver netop dig ret til at eje facilitatorrollen.
Det er selvfølgelig flere veje til, hvordan du skaffer dig et mandat:
Du kan få et formelt mandat overleveret af en leder – noget a la:
"Vi er så heldige, at *dit navn* er med os i dag og vil guide os gennem processen, og det har de rigtig meget erfaring med, så I kan godt glæde jer."
Sådan en lille introduktion ved starten af et møde eller workshop, som effektivt løfter dig ind i rollen som facilitator. Og forærer dig mandatet.
Du kan også bede deltagerne om mandat – du sidder måske til et møde, der sejler fuldstændig, og brænder inde med dine knivskarpe facilitator-kompetencer. Byd fx. ind med:
“Jeg kunne godt tænke mig, at vi talte om det her på en mere struktureret måde og startede med hver især at skrive de vigtigste punkter ned. Jeg vil gerne tage rollen som facilitator, hvis det er ok for jer.”
Du hjælper faktisk både dig selv og alle de andre i lokalet.
Hvis du er lidt fræk, kan du også forsøge dig med at snuppe mandatet selv uden at spørge først. Så rejser du dig bare op og begynder at tegne fire kasser med kategorier på tavlen og skrive deltagernes udsagn ind i dem.
Eller du beslutter, at du er den, som har styr på, at det er Jespers tur til at sige noget næste gang.
Men… Sæt hellere et par ord på:
“Nu får jeg altså lyst til at strukturere vores samtale lidt, så jeg prøver lige at skrive op på tavlen, hvad der er kommet frem.”
Hvis ingen protesterer, så har du mandat til at gøre det.
Og når du så har sikret dig dit mandat, så er det blevet tid til at tage stilling til, hvordan det mandat skal bruges. Du skal overveje, hvor meget ejerskab deltagerne skal have til det, I skal arbejde med, og hvordan ejerskabet skal skabes.
Når vi som deltagere har ejerskab til et projekt, tænker vi: “Hey! Det projekt vedrører mig – og jeg vedrører projektet.” 👀
Når vi ikke har ejerskab, tænker vi: “Nå. Nu har de fundet på noget nyt igen. Det har ikke noget med mig at gøre, og jeg gætter på, at det ebber ud lige om lidt.”
Ejerskab rimer på følgeskab.
Hvis en deltager føler ejerskab, har de mere lyst til at gå ind i projektet.
Når det så er sagt… Det giver ikke altid mening at bruge en masse tid og energi på at skabe en kæmpe ejerskabsfølelse hos deltagerne, hvis ikke den forandring, som I skal igennem sammen, kræver det.
Det er lidt ligesom de ringe i vandet, der skabes, efter at en sten er kastet i.
Arbejder I med en stor og vigtig forandring, skal ringene gerne brede sig langt ud. Er det kun en ubetydelig ændring, kan man nøjes med at kaste en lille sten.
Hvor mange ringe i vandet du vil sprede, afhænger af, om det er nødvendigt for processen, at deltagerne…
… skal oplyses om forandringen – “Jeg har hørt og forstået det, men det er ikke så afgørende, at jeg husker det.”
… skal kende og forstå konsekvensen af forandringen – “Ok! Jeg forstår forandringen, og jeg kan se, at det har betydning for den måde, jeg arbejder på.”
… skal motiveres til at ændre adfærd – “Nå, jeg skal vist i gang med at ændre et par ting. Det bliver sikkert fint nok.”
… skal være ambassadører for forandringen – “Det her er vigtigt. Det skal vi simpelthen i gang med. Jeg vil prøve at få Johanne og Adam med på vognen!”
Du kan ikke facilitere uden et tydeligt mandat - og ejerskab forudsætter involvering!
Så kom i gang med at ryste rutinen! Forklar ringene i vandet for dine deltagere. Vær transparent. Og find de rigtige spørgsmål frem, som både er relevante for processen og meningsfulde for deltagerne at svare på.
Klar, parat… faciliter!
PS. Der står meeeget mere om netop det her i vores bog ‘Tag teten’. Bare et tip. 😉
