Alt du skal vide om formidabel, mundtlig formidling
Facilitering og den mundtlige disciplin
Det har sgu været en god dag
Du taber næsten kæben, da Lone siger det på vej ud ad døren. Lone! Du kender hende som den mest kritiske af alle dine kolleger.
Du smiler og klapper i smug dig selv på skulderen over, at det lykkedes dig at lave om på programmet med de mange slides om kollegial feedback, som lederen i første omgang havde foreslået, at I skulle gennemgå.
I stedet inviterede du lederen på scenen for at fortælle en vigtig historie. Nemlig historien om dengang for mange år siden, hvor hun fik feedback fra en kollega, der i første omgang virkede som hård kritik og senere viste sig at være definerende for hendes arbejdsliv.
Det var en ærlig historie – som du sammen med lederen havde skærpet -, og når den er færdig, sidder deltagerne og nikker og er tydeligt påvirkede af historien. Herefter er scenen din – du indtager rollen som facilitator og giver en kort instruktion til den efterfølgende snak i mindre grupper.
Du smiler indvendigt, da du ser, at historien har den ønskede effekt: at sætte gang i deltagernes egne historier. Resten af dagen er de fuldt fokuserede.
Mundtlig kommunikation er en social begivenhed.
En stor del af det at formidle mundtligt er at skabe nærvær og en følelse af, at du og deltagerne er midt i en fælles oplevelse. Netop derfor er den dygtige facilitator altid en stærk mundtlig formidler – de brænder igennem, læser rummet og formulerer sig præcist og motiverende.
Facilitering er en mundtlig disciplin. Ikke noget vi alene kan tænke os til eller ‘regne ud’, når vi sidder hjemme med drejebogen. Og det, der kommer ud af munden på os, er særligt vigtigt, når…
- … vi skal skabe mening for deltagerne.
- … vi opsummerer.
- … vi skaber fælles forståelse for opgaven.
- … vi italesætter, hvad der sker i rummet.
- … vi instruerer øvelser.
Derfor er det også vigtigt, at der er en klar rød tråd, når du formidler.
Den røde tråd er essensen i det, du vil sige. Du kan godt væve lidt rundt om den røde tråd, men du må ikke komme så langt væk, at det pludseligt er et andet budskab, der løber med opmærksomheden. En god tommelfingerregel er at du skal kunne formulere den røde tråd i dit budskab i en enkelt sætning.
Typisk er der to slags måder at formidle på…

Konkret og enkel formidling
Her hører den gamle historiefortæller til. Dem, der skal være helt sikker på, at når historien er færdig, så kan tilhørerne huske de vigtigste pointer. Den konkrete og enkle formidling består af historier, personlige anekdoter, tegninger og metaforer. Appelformer, der går lige i hjertet på deltagerne, og som skaber identifikation og billeder i hovedet på dem, der lytter.
Her tænker tilhørerne: “Wow, det kender jeg godt!” eller “Yes, det har jeg brug for.” eller “Det kan jeg sagtens huske.”
Du taler til deltagernes sanser og følelser. Men hvis du slet ikke flytter dig fra det konkrete og enkle, er faren, at ‘det bliver ved oplevelsen’. Deltagerne kan huske, at de grinte eller blev berørt, men har svært ved at se formålet med det. Hvad var den røde tråd? Derfor er det en fordel at underbygge den enkle formidling med noget mere komplekst, som fakta, analyse og teori.
Abstrakt og kompleks formidling
Denne form for formidling lægger sig mere op ad den skriftlige fremstilling og taler til deltagernes hoved. Det er analyser, teorier, tal, beregninger og statistikker. Denne formidling er ofte komprimeret viden. Store mængder af viden kogt ned til få begreber eller tal, og er ofte lettere at fordøje, hvis man kender noget til feltet i forvejen. Det kan være vældigt appellerende – fordi det taler til vores sunde fornuft.
Her tænker tilhørerne: “Det var interessant at få at vide, det var jeg ikke klar over.” eller “Ok, så det må altså betyde, at hvis… så…” eller “Ahhh, nu forstår jeg sammenhængen.”
Du taler altså her til deltagernes fornuft og intellekt. Men hvis du kun formidler det komplekst, så kobler deltagerne af og tænker: “Jeg fik ikke det hele med, men jeg kan jo altid læse hans bog senere.” Deltagerne føler sig overvældet af information og har svært ved at se sig selv i det.
Både den enkle og den komplekse formidling har deres fordele - og ulemper.
Derfor er det vigtigt med variation, når vi formidler. For at brænde igennem skal vi gøre stoffet levende og varieret.
Hvis du vil fange og fastholde dine deltageres opmærksomhed, skal du turde skifte mellem den ene og den anden formidlingsform. Det er dét, der får dine deltagere til at vågne op.
Så når du fortæller om abstrakte teorier og modeller, så giv konkrete eksempler på, hvad det egentlig betyder på en måde, som taler lige ind i deltagernes daglige praksis.
Fang gerne dine deltageres opmærksomhed med noget konkret og enkelt. Det kan være en historie eller en sjov, kort video, men skift derefter til en analyse eller et forskningsresultat, der understøtter din pointe.
Formidling virker bare allerbedst, når man er i stand til at høste både den enkle og den komplekse formidlings fordele.
Hvis du vil lære, hvordan du videre kan styrke din formidling og stå stærkere i rummet, findes der et væld af gode tips i vores bog Tag teten. Og hvis vi vil være rigtig gode til det… Ja, så tag med på vores facilitatoruddannelse og træn det!