Playmaker: Mette Ullersted

Vi kender det alle. Møder og konferencer, hvor publikum dør hen af det ene lange foredrag efter det andet. Og et udbytte, de har svært ved at huske, når dagen er omme. Det sker simpelthen fordi, de får lov at dø hen pga. manglende involvering og interaktion.

Og så ender det med, at man som facilitator pisker rundt for at redde et halvsovende og døsigt publikum.

Når jeg snakker med mine kunder, oplever jeg, at de er rigtig detaljerede i samarbejdet med mig. De stiller spørgsmål som ”hvordan skal folk arbejde?”, ”hvad skal der ske?”, ”hvordan gør vi det?”, ”skal vi bruge 10 eller 20 minutter på det?”, ”hvordan skal gruppearbejdet organiseres?” osv. osv.

Men når det kommer til oplæg udefra, får foredragsholderne typisk lov til at køre deres eget show. Der stilles ikke særlig store krav til foredragsholdernes indhold. Jeg hører tit mine kunder sige: ”Jeg håber, det, han siger noget om, er…” eller ”Det, han plejer at sige noget om, er…”. Og det sker altså fordi, vi ikke har en kultur eller tradition for at blande os.

Det er sjældent, jeg hører kunder snakke rigtig tæt med foredragsholderen om, hvad de i virkeligheden, gerne vil have dem til at sige noget om. Vi har en opfattelse af, at foredragsholderne leverer en pakke, som vi ikke kan lave om på. Men det kan vi.

Man kan sagtens bede foredragsholdere om at vinkle og perspektivere deres viden i forhold til bestemte problemstillinger. De sorterer i forvejen i deres store lager af viden og fortæller kun om en brøkdel af alt det, de ved.

At tale folk ned af stolen

Derudover oplever jeg, at der ikke bliver stillet nogle krav om at involvere publikum. Foredragsholdere får typisk lov til at tale i 1½ til 2 timer på trods af, at folk ligger døde hen i den sidste halve time. Men der er mange måder at involvere på.

Få mødedeltagerne til at forholde sig aktivt til det, der bliver sagt. Lav fx små summeøvelser, hvor de skal snakke lidt med sidemanden eller prøv en øvelse med et grønt, gult og rødt kort, hvor man fx spørger: ”Kender du den her problemstilling fra din egen praksis?”, hvor grøn indikerer, at ”ja, det kender jeg godt”, gul indikerer ”det kender jeg lidt” og rød ”nej det har jeg aldrig oplevet”. På samme måde kan man bruge fysisk evaluering, hvor man har en linje, og den ene ende symboliserer: ”Ja, det mener jeg i høj grad,” mens den anden ende måske betyder: ”Nej det kan jeg overhovedet ikke nikke genkendende til,” og så bevæger deltagerne sig derhen, hvor deres holdning ligger.

Jeg forsøger at få mine kunder til at stille krav og tvinge foredragsholderne til at afbryde, og ellers så ringer jeg til foredragsholderen og fortæller, at jeg gerne vil afbryde for at involvere publikum. Jeg stiller spørgsmål som: ”Hvad siger I til det, han siger nu?”, ”hvordan passer det med jeres virkelighed?” eller ”af de tre veje han har skitseret, hvilken en vil du vælge?”

Vi poster gerne penge i kompetente foredragsholdere, men vil vi ikke også gerne have lidt valuta for pengene?