Det gode onlinekursus begynder, før det afvikles ...
og fortsætter bagefter
Playmaker: Peter Matzen
6 gode råd til dig, som holder onlinekurser, hvor deltagerne er med fra forskellige steder eller forskellige organisationer.
Onlinekurser har mange fordele: de er tilgængelige for flere og ikke kun deltagere inden for en særlig geografi; de kan flyttes eller gentages, hvis der er behov for det, uden at der skal bookes kursuslokaler, bestilles forplejning og parkeringspladser; de er effektive, fordi ingen skal bruge tid på transport osv. osv.
Men når dit kursus flytter ud af det traditionelle kursuslokale og ind i et onlineunivers, bliver det samtidig ekstra vigtigt, at du tilrettelægger kurset med blik for tiden før, under og efter.
- Før kurset – du skaber forventning om udbytte
- Under kurset – du involverer deltagerne i en meningsfuld oplevelse
- Efter kurset – du følger op på forankringen i hverdagen
Før kurset – skab forventning
1. Lav en udførlig drejebog
Først og fremmest skal du lave en drejebog. Drejebogen er din stav og din støtte gennem kurset som helhed og indeholder alle dets delelementer i detaljer.
Drejebogen sikrer, at du gennemtænker dynamikken imellem plenumundervisning, gruppearbejde og pauser. Skift mellem medier. Tildeling af roller og opgaver. Og du holder dig målet for øje, så du også kan gøre det tydeligt for deltagerne undervejs.
2. Skab forventning hos deltagerne
Du får den bedste start på kurset, hvis deltagerne møder op med et realistisk billede af, hvad der skal foregå, de ved hvorfor de er der, og de har en forventning om, hvad de opnår ved at deltage.
Derfor kan du med fordel
- sende materialer forud for kursusstart, som forbereder deltagerne på kurset. Fx en skabelon, hvor deltagerne sætter ord på, HVORFOR de skal med på kurset. På den måde forbinder de selv deres konkrete praksisudfordringer med indholdet på kurset,
- overveje, om du skal sende et fysisk brev med materialer, eller at kursusmaterialet indeholder en indkøbsliste, så deltagerne har de redskaber ved hånden, som de skal bruge undervejs i kurset: papir, tuscher, skabeloner, særlige programmer etc.
- optage en kort video, hvor du præsenterer dig selv og kurset. Det er også med til at bygge en bro til selve kurset.
- dagen inden kurset: sende en mail, hvor du fortæller om din egen forventning til kurset og minder deltagerne om at logge ind i møderummet i god tid og tjekke udstyret i forvejen.
Under kurset – involvér kursisterne
3. Skab tryghed og fællesskab
Vi mennesker har mødtes i det fysiske rum i, ja … tusinder af år. Vi har kunnet snakke med hinanden i telefon i de seneste 100 år. Til sammenligning er onlinemødet helt nyt: det er kun ganske få år siden, at det blev muligt at se og tale med hinanden samtidig via internetforbindelse. Og som fagligt mødested er internettet endda endnu nyere!
Der er altså intet underligt i, at det kræver tilvænning, når vi skal overskride den grænse, det er, at bidrage til og deltage i undervisning, som foregår på distancen gennem kamera og skærm, mikrofon og højttaler.
Derfor skal du
- skabe den psykologiske tryghed, som får folk til at turde unmute mikrofonen og tage ordet i det virtuelle rum.
- arbejde på en fælles kultur, hvor deltagere tør trykke på knapper for at teste og lære.
- gå forrest med smil og venlighed
- fejre, at du selv glemmer at tænde mikrofonen eller heller ikke kan få dine slides til at fungere.
4. Gør kursisterne aktive – hvert 10. minut
Noget af det sværeste ved onlinekurser er at holde deltagerne aktive og engagerede og undgå, at de tjekker ud – mentalt og digitalt. Du kan jo ikke se, om de har åbnet mailprogrammet og nu besvarer mails i stedet for – som de ellers lader til på kamerafotoet – at lytte til medkursisternes fremlæggelse.
Det er hårdt, men sandt: du er nødt til at genaktivere kursisterne, hver gang der er gået 10 minutter. På den måde er der størst chance for at de får noget ud af kurset.
Aktivér deltagerne gennem
- chatten – stil klare spørgsmål
- digitale værktøjer, fx feedback-værktøjet mentimeter – bed dem forholde sig til kursets temaer
- skiftende arbejdsformer – arbejd på skift alene, i grupper og i plenum
Efter kurset – følg op på forankring
5. Hold gryden i kog
En klassisk udfordring ved alle typer kurser er, at man går hjem helt høj og klar til at bruge den nye indsigt/metode/kompetence næste dag, men falder tilbage i netop den hverdagspraksis, som man gerne vil ændre … og føler sig mislykket: Igen et kursus, hvor JEG ikke lykkedes med at omsætte ny viden til ny praksis.
Som onlineunderviser har du imidlertid en særlig god mulighed for at hjælpe forankringen på vej. I første omgang ved at fastholde kursisternes bevidsthed om kursets udbytte:
- Dagen efter kurset: Send de slides, I har brugt på kurset
- Ugen efter kurset: Send vejledning til på en enkel måde at tjekke om de nye kompetencer er kommet i anvendelse
- To-fire uger efter kurset: Send små videoer, som følger op med tips og tricks og minder om kursets udbytte
6. Støt forankringen i fællesskab
Kursisterne kan imidlertid få endnu større udbytte af kurset, hvis du faciliterer et fællesskab imellem kursisterne om forankringen i hverdagen. Det forunderlige ved fællesskaber er nemlig, at de forpligter og motiverer os til at handle:
- Lav læringsgrupper med 3-4 personer, hvor deltagerne mødes online og deler erfaringer og giver hinanden sparring. Du kan fx lægge det første møde ugen efter kurset og gå på skift på besøg i grupperne for at hjælpe dem med at få formatet til at fungere, inden de selv får ansvaret for gruppens møder.
- Lav forankringssessioner af fx en times varighed for hele holdet, hvor du har fokus på at give mod til forandringer og fejring af successer.
Playmakers’ didaktiske model for onlinekurser
Til dig, som godt kan lide modeller, har vi udviklet modellen Det didaktiske overblik, som ja, rigtigt gættet, giver dig et overblik over faserne Før, Under og Efter – og er fundamentet, som ethvert kursus bør hvile på.
God fornøjelse med at udvikle de bedste kurser til dine kursister!